Den Dominikanske Republik

Den Dominikanske Republik

Charterrejse

Lad os bare få én ting på det rene med det samme: Charterrejser er og bliver aldrig noget for mig! Ikke et ondt ord sagt om den – for mange mennesker – praktiske rejseform, men for mit vedkommende mangler der én vigtig ingrediens i rejsesuppen, når vi taler om charterferie: Frihed.

Denne charterrejse til Den Dominikanske Republik var en traditionel charterferie med all inclusive. Vi rejste i januar 2019 og fløj fra Kastrup med rejseselskabet TUI. Rejseselskabet gjorde sikkert en udmærket figur som rejsearrangør og uden noget grundlag for anden sammenligning, vil jeg derfor undlade at komme nærmere ind på, hvordan TUI klarede opgaven.

Uerfaren med charter-rejser havde jeg en forventning om, at det hele ville være lettere, end de rejser, som vi plejer selv at arrangere. Desværre viste det sig, at netop de ting, som vi gerne ville slippe for at skulle tænke på, stadig hvilede på os:

  • Vi skulle stadig selv sørge for at check-in online i lufthavnen, inden vi kunne stille os i kø til bagageaflevering.
  • Vi skulle stadig selv sørge for at tjekke ind på hotellet – hvilket var langt mere besværligt og tidskrævende (det tog 2,5 time), fordi det var bestilt gennem TUI og ikke direkte af os.
  • Vi skulle selv finde ud af afgangstid for bussen tilbage til lufthavnen, samt hvordan vi lavede check-in af billet til hjemturen.

Derudover var turen til og fra lufthavnen et (for køresyge) helvede, der tog mere end tre gange så lang tid som en privat-arrangeret tur, fordi vi skulle aflevere gæster på 3 andre hoteller inden.

Er man uerfaren med at rejse og har små børn, er det sikkert en fordel med charterferie, men med nutidens onlinebestilling er det absolut hverken tidsbesparende, nemmere eller billigere end selv at arrangere en rejse. Næsten alle hoteller tilbyder lufthavnstransport og muligheden for all inclusive – så du skal ikke gøre andet end at bestille fly og hotel, så har du nøjagtig samme rejse.

Hotel Grand Bahia Principe El Portillo

Det store familie-resort, Hotel Grand Bahia Principe El Portillo, er mere end blot et strandhotel – det er nærmere en slags lille landsby med rækkehuse, 3 pools, et par små butikker og 4 restauranter. Alt sammen lige ned til stranden. Hotellet er et klassisk all inclusive-hotel, hvor alt er inklusive: Mad og drikke dagen lang, fri minibar og 2 restaurantbesøg pr. uge inkluderet.

Blandt de 3 pools var den rolige lille pool var altid vores førstevalg, og stranden, der gik ud i en spids bød pga. formen altid på en blæsende side og en side med læ. Desværre fandt vi først den sidste af de to uger ud af at stranden på hver side af hotellet var næsten øde og meget smuk – en i øvrigt næsten umuligt ting at finde i turistede områder som Caribien. Meget positivt!

ET GODT TIP… Du finder uberørte strande uden turister blot en smule til højre for Hotel Bahia Principe El Portillo!

De mange canadiske gæster, der primært befolkede resortet, havde næsten alle fået en meget genial lille reklame-ting med fra deres flyselskab: En stor klemme eller et elastik til at holde på håndklædet på liggestolen… Genialt ved blæst, eller når man, som på hotellet her, er nødt til at reservere en liggestol ved morgengry for at få en god placering. Vi kopierede straks elastik-versionen, da vi kom hjem til Danmark, og har planer om at afprøve det på vores næste ferie til Kos i august 2019.

Caribien vejret skuffer

Vejret er naturligvis som forventet – varmt og dejligt i Caribien og også i Den Dominikanske Republik. MEN for en høj-luftigheds-elskende person, som undertegnet, var det en skuffende oplevelse. Den Dominikanske Republik var min første oplevelse af Caribien, og jeg havde forventet et klima som ved det Sydlige Stillehav eller Det Indiske Ocean, hvor vi har rejst meget.

Skuffelsen ligger ikke kun i den begrænsede luftfugtighed, som mange sikkert foretrækker, men i den lave temperatur morgen og aften. Når vi rejser uden for Europa plejer vi ikke at skulle medbringe langærmede til om aftenen eller morgenen – det var imidlertid nødvendigt under hele opholdet i Den Dominikanske Republik. Klimaet mindede meget om klimaet i Danmark ved højsommer eller Sydeuropa.

Flyselskabet TUI Airways

TUI har deres eget flyselskab, der flyver både deres egne chartergæster og andre rejsende. Fordi TUI på tidspunktet for bestillingen af rejsen til Den Dominikanske Republik (sommer 2018) var det absolut eneste luftfartsselskab, der fløj direkte til øen fra enten Danmark eller Hamborg, faldt vores valg på en TUI.

TUI Airways føles som et lavprisselskab à la Easyjet eller Ryanair – flyene er lidt gamle og servicen lidt selvhjælp-agtig. Fordi vi fløj med dem i forbindelse med en charterrejse fra TUI var reglerne 20 kg i bagage i alt, dvs. vi stod selv for fordelingen af kiloene, men dog max. 5 kg. i håndbagagen. Fordi vi rejste to sammen, valgte vi at samle de maximalt tilladte 28 kg i én kuffert og hver have 5 kg. i håndbagage med i flyet.

Vi havde bestilt mad i flyet, mod ekstrabetaling, og måtte i øvrigt bruge en mindre formue på købe vand på turen. Desværre først halvvejs på hjemturen så vi tilfældigt en passager, der tappede vand fra en drikkehane i væggen i nærheden af køkkenet – gratis, afkølet vand! Halleluja – tips hermed videregivet til fremtidige tørstige rejsende med TUI Airways.

ET GODT TIP… du kan tappe gratis drikkevand i TUI Airways fly!

Alsie Express

Det lille flyselskab, der bemander ruten Sønderborg-København, var tillægsfly for vores rejse fra Kastrup til Den Dominikanske Republik. Desværre har Alsie Express ingen bagageaftaler med flyselskaber på internationale ruter (undtagen vist SAS), så du skal selv hente og viderebringe bagagen i Kastrup ved transfer. Alsie Express’ forgænger, Cimber Air, havde aftaler med flere større selskaber, bla. KLM som betød, at du kunne tjekke din bagage ind i Sønderborg og afhente den på destinationen i New York eller lignende.

Den korte overfart på mindre end 30 minutter er en fornøjelse med lækkerier og venlig betjening ombord. Du kan dog blive bedt om at flytte plads, så vægtfordelingen i flyet blandt passagerne er mere jævn – morsom lille detalje, som de fleste tager med et smil.

Mindre morsomt og fleksibelt er imidlertid bagagereglerne, der er 100% ufleksible. Du må medbringe 23 kg. pr. person. Vi rejste med én kuffert på 28 kg, dvs. 14 kg. pr. person, men det var under ingen omstændigheder muligt. Overvægt er ganske enkelt hos Alsie Express – som måske det eneste luftfartsselskab i verden IKKE muligt – heller ikke mod betaling.

Kuffert-cover

Efter mange år med betaling for plastik-wrap af min kuffert i lufthavne, hvor det var muligt, valgte jeg på rejsen til Den Dominikanske Republik at afprøve et kuffert-cover. Et cover til kuffert er i princippet en stofdragt til kufferten, der har til formål at beskytte mod slag, snavs og (forhåbentlig) uvelkommen indtrængen i kufferten.

Mit kuffert-cover fungerede fint og overlevede både hen- og hjemrejsen. Det blev meget beskidt, men det sorte olie-lignende snavs var heldigvis nemt at vaske af med en enkelt maskinvask. Det meget billige cover til min kuffert gik på vej til Den Dominikanske Republik en smule fra i syningen ved velcro-lukningen, men ikke værre end at nemt kunne repareres med et par systing i hånden. Jeg ved ikke, om et dyrere kuffert-cover er mere holdbart, men et billigt kan i hvert fald sagtens klare opgaven.