Kos

KOS

Ferien til Kos i Grækenland var en badeferie på 1 uge. Det var en selvstændig ferie, hvor vi selv bookede fly og overnatning. Vi har tidligere været i Grækenland på fastlandet i Paralia Ofrinou, og her oplevede vi både skøn mad og venlige grækere, så vi har aldrig været i tvivl om, at Grækenland er et land, vi gerne ville besøge igen.

Tigaki strand

Valget faldt på Kos, fordi den udover Kreta var den eneste ø, vi kunne flyve direkte til fra Hamborg. Det blev en smule tilfældigt til Tigaki strand, fordi overnatningsstedet, der passede til vores søgekriterier, lå der. Tigaki strand er en skøn strand, hvor du selv kan vælge, hvilken strandtur du foretrækker – sand eller liggestol.

Uanset om du vælger at betale for liggestole eller bare ligge på dit håndklæde i sandet, er der mulighed for behagelig skygge midt på dagen. Tigaki strand har det unikke ved sig, at der er træer midt i sandet på stranden. Det ser smukt ud, og giver behagelig skygge midt på dagen.

Om aftenen er der desuden en helt utrolig smuk solnedgang over bjergene på naboøerne, som du nemt kan nyde over et glas medbragt hvidvin i sandet eller på en tom liggestol. Stranden er hele vejen langs Tigaki by nem tilgængelig og virker ikke alt for overrendt af turister.

Jonathan Studio Apartments

Vores søgekriterier efter et godt strandhotel på Kos var ’lejligheder’, ’eget køleskab’, ’nær strand’, ’med pool’ og ’gratis afbestilling’. Vi vælger altid med gratis afbestilling inde på Hotels.com og kan på den måde bestille flere overnatningssteder i god tid til en god pris. Efterfølgende kan vi beslutte os for ét af dem, når vi får tid til at undersøge området og flyafgange nærmere.  

Jonathan Studio Apartments er en skøn lille perle, der ligger i tilpas afstand fra larmen i Tigaki by, lige overfor stranden og tilpas tæt på restauranter. Lejlighederne er som de er, men der er rent overalt og værtsparret er det sødeste på jorden. De forstår kunsten at være hjertelige uden at være påtrængende. Som de fleste grækere, virker de ægte og ikke ’turist-trætte’, som man kan opleve andre steder i Sydeuropa.

Kaktusfigner

Delikatessen kaktusfigner havde vi aldrig smagt – eller hørt om – før, da værtsparret på vores lejlighedshotel en dag introducerede os for dem. Jeg var i gang med at tage en masse billeder af en smuk kaktus med blomster og frugter på i nærheden af poolen, da ejeren af hotellet fik os hidkaldt. En medarbejder blev sendt afsted med en machetekniv og returnerede med en bunke af frugterne fra kaktussen.

Frugterne fandt vi efterfølgende ud af hedder kaktusfigner, og de smager himmelsk. Kaktusfigner spises rå og tages blot ud af deres skal med en kniv. Konsistensen kan bedst beskrives som en mellemting mellem passionsfrugt og kiwi, mens smagen er som en mild papaya-figen-agtig blanding. Ikke som noget vi har smagt tidligere, men helt sikkert noget vi vil spise igen, hvis lejligheden byder sig! Yderst delikat.

Græsk hvidvin

Netop ankommet til Kos med aftenflyet satte vi os første aften trætte og forventningsfulde til bords i den nærmeste restaurant. Da vi bestilte husets hvidvin blev vi spurgt om, vi foretrak dry eller semi-dry. Normalt foretrækker vi, hvad der i resten af verden betegnes som semi-dry… men det viste sig at være en stor fejltagelse.

Semi-dry hvidvin på Kos svarer til dessertvin herhjemme. Det er så sødt, at vi diskret måtte blande det op med vand og dryppe lidt eddike fra olie-eddike-sættet på bordet i, bare for at kunne få det ned. Til de, der elsker meget sød hvidvin er det sikkert et hit, men foretrækker du en mellemting som os, så vælg endelig dry hvidvin.

ET GODT TIP… Semi-dry hvidvin på Kos er sødt som dessertvin, dry hvidvin svarer til semi-dry i resten af verden!

Resten af ferien valgte vi dry hvidvin og fik, hvad vi kender som semi-dry, så det var ikke et enkeltstående tilfælde. Det skal lige bemærkes, at vi ikke oplevede dette på vores ferie på fastlandet i Grækenland, så det er muligvis en særlig ting for Kos eller måske ø-området?!

Håndklædeelastikker

Efter i Den Dominikanske Republik at have set et utal af hotelgæster med enten klemmer eller elastikbånd til at holde fast i håndklædet på liggestolen, syede jeg inden afgang til Kos selv et par håndklædeelastikker til afprøvning. Og det var en stor succes!

Håndklædeelastikker er ganske enkelt et bredt stykke elastikbånd, som du syer sammen i enden, så det kan sættes ned over håndklæde og liggestol. Det fastholder håndklædet, hver gang du sætter dig op eller forlader liggestolen, og så kan du hænge dit våde badetøj til tørre bag på liggestolen. Superenkelt og supereffektivt.

ET GODT TIP… Undgå håndklæder, der glider ned eller blæser væk med et håndklædeelastik – et bredt elastikbånd syet sammen i enderne!

Kos lufthavn

Lufthavnen på Kos bør lige nævnes til de, der forventer, hvad man normalt forventer af en turistpræget lufthavn i Sydeuropa – det kan du nemlig ikke forvente i Kos lufthavn. Lufthavnen er meget lille, så lille at der er blevet bygget en slags overdækket venteområde udenfor selve lufthavnen. Når du ankommer får du ikke lov til at gå ind i lufthavnen, men skal vente i området udenfor.

Det er dejligt i den forstand, at du sidder i frisk luft, men indkøbsfaciliteter begrænser sig til en lille bod med kaffe og donuts i det ene hjørne. Når du kommer ind i lufthavnen, er der intet andet end kø til check-in skranke og security. Du skal med andre ord ikke forvente at klare evt. måltider inden afgang i lufthavnen.